Tunø / Lokalhistorie / Lægehjælp før og nu

Lægehjælp før og nu

af Helga Hansen .


Når man hører lyden af en helikopter, føler man et sug i maven, der forstærkes man kan se, den lægger an til landing her øen – for hvem er det nu, der skal afsted? - Og hvorfor?. Som når en brand er under udvikling går det dog næsten lynhurtigt med at blive orienteret, så man næsten inden helikopteren er lettet igen, er klar over, hvem der er i den, og hvorfor.

Lægehjælp før og nu
Det er så både fordelen og bagdelen ved at bo på en lille ø, for også på den måde kommer vi hinanden ved. Det er ikke utidig nyfigenhed, der driver et menneske til at søge oplysning om en helikopters besøg her – det er ikke á la sammenstimlen omkring en bilulykke, som det kan forekomme andre steder i landet, en ambulance i ens gade i byen, ville vel afstedkomme samme interesse, som vi her på øen føler for ofret – heldigvis kommer de fleste hjem igen så nogenlunde friske og restituerede – men "pegefingeren" har været løtet

Vi er heldige at bo et sted, hvor det er nemt at skaffe hjælp i enhver given situation, lige så let, og sommetider endda hurtigere end hvis man havde boet i byen. Men det har jo ikke altid set sådan ud.

Er man gammel nok, og barnefødt herovre, husker man altfor godt, hvordan det var "i de gamle dage" – i trediverne/fyrrerne – måske helt op i halvtredserne, inden veje og materiel blev bedre herovre.

Af store og grimme ulykker huskes bedst de ret dramatiske – og det er fælt at tænke på. Det var besværligt og langvarigt og yderst smertefuldt, uden lægehjælp og uden ret mange effektive smertestillende midler – den forærdelige lange tid, der gik fra en ulykke skete , til patienten kom under kyndige hænder. Først skulle naturligvis selve ulykken observeres – mange gange var det – som måske vel andre steder, et rent held, om nogen observerede at noget var galt, så skulle der rekvireres en "ambulance" – en slags "sygekasse" – en trækasse placeret på et hestekøretøj, så skulle der skrumpes over stok og sten ad knortede og ujævne markveje til havnen, hvor man så i mellemtiden havde fået fyret op under "Engberg", som lægebåden hed, da jeg var barn, og så blev kassen, med en måske svært tilskadekommet menneske, så lempet, så varsomt som muligt, ned gennem lugekarmen til kahytten, og endelig kunne lægebåden så tøffe ud af havnene med kurs mod Samsø – mod Sælvig( har jeg ladet mig fortælle – jeg troede det var Mårup, som dog ligger tættere på) – og en sådan tur kunne, hvis vejret var hårdt, næsten tage livet af den stakkel, der i forvejen kæpede for samme liv. Der kunne på denne måde gå flere timer, før en tilskadekommen kom under lægehjælp. På sygehuset i Tranebjerg kunne man så endelig tage over. – At samme sygehus hentede sig en næsten herostratisk berømmelse, som nogle værre klodrianer til at sætte brækkede lemmer bare nogenlunde ordentligt sammen, er så en anden historie.

Jeg kan tydeligt huske hvordan de to ulykker, jeg her vil beskrive, virkede på øen. 
En ung kone vesterude fra, Valborg Thuse, ville en fredelig formiddag gå ud og flytte køerne på marken inden middag, da hun blev overfaldet af en "uvan" ko. Det var så uheldigt, at hun fik tøjret viklet om benene og blev slæbt rundt – trampet på og så uhyggeligt maltrakteret, at man næsten ikke kunne begribe, at en ko kunne afstedkomme så gruopvækkende kvæstelser. Valborg fik "knust hvert ben i sin krop" sagde man bagefter. Helt ved siden af, var de dramatiske udtalelser ikke. Hun fik knust sit bækkenparti – hun fik begge ben smadret, og begge arme ligeså. Der var ikke mange hele lemmer tilbage, da hjælpen nåede frem.

Det var Valborgs nabo, Hugo Schmidt, der observerede ulykken og ilede hende til hjælp – men det var for sent.

Alligevel fødte Valborg et fuldbårent barn måneder senere – hendes bækken har måke lige nået at gro nogenlunde sammen, da det så har måttet holde for igen. Den arme kone.

Valborg og barn kom hjem til øen igen måneder efter, men Valborgs ben var og forblev deforme efter den ulykke – gå kunne hun kun med beær.

Den næste ulykke skete også i trediverne: Ernst var bestyrer for min mor, da hun var blevet enke i en alder af knap fyrre år, med en børneflok på elleve (hvoraf kun én var konfirmeret), da hans far, Hans Schmidt, kom lige så grueligt galt afsted, om end på en anden måde: Han ville læske kalk – og stik mod al sund fornuft, skete dette i en transportspand, en mælkejunge, der kun har en lille åbning foroven – måske har Hans bøjet sig over spanden, for at se til processen, da den i samme øjeblik eksploderede, og hele indholdet slynget op i hans øjne. På sekunder var Hans blevet blind – begge øjeæbler var æset væk – kun to hvide "æbler" var tilbage. Tililende fik omgående skyllet øjnene i koldt vand, men, som med Valborg: Ulykken var sket --- Hans var og forblev blind.

Jeg kan huske transporten af dem begge to, forbi vores gård, de kom jo begge to vesterude fra. Valborg skreg hele vejen, det var forfærdeligt at høre på; , "Lad mig dø", " lad mig dø". Og jeg huser Ernsts reaktion, han smed hvad han havde i hænderne og løb vesterud, men han jamrede: "det er far, det er far", da de kom kørende med den ulykkelige tilskadekomne, der bare sad helt i chok, med et klæde lagt over sit hoved….

De to ulykker har sat sig uafrysteligt fast på en nethinde. Fordi de var grusomme og fordi de smadrede to liv så eftertrykkeligt.

På Tunø kunne det i gamle dage ikke nytte at være "Pivet" for i de "rigtig gode gamle dage" var der slet ingen hjælp at få – brækkede man sit ben eller en hofte, nå, ja, det var ikke så godt, men det var ikke tale om at få lemmerne sat sammen igen. Man måtte lære at leve med "skavanken", det fortæller bl.a. gravrest om, når en ny grav skal kastes, og de skæve ben kommer frem og taler deres tydelige sprog….

Så er det, man priser sig lykkelig over at vide, at en ulykke i dag ville afstedkomme meget hurtig og effektiv hjælp, og at der aldrig vil gå flere timer, før et forpint menneske kan komme under kyndige hænder – samt at der er læger med den helikopter, der kommer for at hente en….

Der er de smertestillende midler og de beroligende ord.

Helga Hansen


Opdateret d. 2.3.2005

Webmaster Knud Madsen  | Tlf.: 30 27 33 42 | hvidebo@mail.dk